Litteraturhenvisninger og noter


Næsten alle skriftlige udfoldelser med kemi som emne, fra mindre rapporter til tidsskriftartikler og bøger, indeholder litteraturhenvisninger og korte, uddybende (fod)noter. Med disse henvises til noter og litteraturliste, der konkret befinder sig andetsteds (gerne nederst på siden eller i et særskilt afsnit efter selve teksten). Både henvisninger og litteraturliste kan udformes på forskellige måder; der er ikke et enkelt, alment accepteret standardformat, men en række forskellige. Ved udarbejdelse af tidsskriftartikler eller lignende er man stort set altid henvist til at lade litteraturhenvisninger og noteapparat følge bestemte regler, som dikteres af det tidsskrift artiklen søges optaget i, hvorimod man i enkeltstående arbejder, fx specialerapporter og Ph.D.-afhandlinger, selv kan bestemme formatet; det er dog også i disse tilfælde tilrådeligt at følge et af de sædvanligt forekommende regelsæt.

Henvisninger i teksten

Der er en vis sammenhæng mellem det format der benyttes til henvisninger i teksten og det der anvendes til noteapparat og litteraturliste, ligesom notehenvisningernes udforming ikke bør kunne forveksles med litteraturhenvisningernes.

Henvisninger med toptegn. I det i kemien oftest forekommende format anvendes tal som toptegn, der peger på indgange i en efterfølgende litteraturliste, og symboler der peger på fodnoter:

"...Recent experimental work by McMahon and Szuleiko6 has shown that the proton affinity of ammonia is 204.6 kcal/mol*, which agrees well with the high-level quantum mechanical calculations reported by Radom.7 ..."
* 1 kcal/mol = 4.18 kJ/mol

Her henviser 6- og 7-tallene til litteraturlisten, hvorimod stjernen henviser til en fodnote nederst på den side hvor henvisningen forekommer. Anføres flere fodnoter på samme side anvendes forskellige symboler (fx *, ¶, §).

Litteraturhenvisningerne nummereres fortløbende i den rækkefølge de forekommer i teksten, idet gentagne henvisninger (forskellige steder) til samme artikel dog gives samme nummer. Toptegnet indføjes i reglen på det sted i teksten som henvisningen logisk slutter sig til, med mindre der henvises explicit til navngivne forfattere (i så fald anbringes toptegnet umiddelbart efter navnet/navnene):

"...Many textbooks state that reduction of conjugated enones by lithium aluminum hydride results in formation of the saturated alcohol,15 but Meyer16 pointed out that this is in fact only observed for cinnamyl systems. Muilly and Valiant-Bâtard7 have shown that modification of the usual experimental conditions for reduction18 allows..."
En enkelt henvisning (som fx 15 i ovenstående eksempel) kan godt pege på adskillige forskellige arbejder. Man kan eventuelt underopdele den tilhørende indgang i litteraturlisten med bogstaver (15a, 15b, osv, for at gøre adskillelsen mere klar), men man bør ikke siden henvise til fx 15b; skal der refereres til et enkelt arbejde skal dette have eget nummer.

Henvisninger kan være sammensatte (dvs pege på flere indgange i litteraturlisten); skilletegnet er altid et komma, med mindre henvisningen er til en ubrudt række. Fodnotehenvisninger bør kun undtagelsesvis være sammensatte:

"...Many studies of radical addition to alkenes5,8,11-14 have demonstrated that polar effects3 are often more important than Markovnikov-type effects.12 ..."
Linieskift bør ikke skille toptegnshenvisninger fra det ord (navn) de knytter sig til, ligesom linieskift ikke bør skille midt i sammensatte henvisninger. Derudover skal man være påpasselig med henvisninger i umiddelbar tilknytning til formler og tal; det er vigtigt ikke at få sammenblandet potensopløftninger og litteraturhenvisninger.

Toptegnshenvisninger anbringes efter eventuelle skilletegn (komma, punktum, osv).

Ganske få serieværker og monografier (men vist nok ingen kemiske tidsskrifter) bruger litteraturhenvisninger angivet med toptegn (tal) der peger på en alfabetiseret (efter første forfatters efternavn) litteraturliste. Ved større arbejder er denne fremgangsmåde uhensigtsmæssig for læseren.

Henvisninger i selve linien. I enkelte tidsskrifter nummereres litteraturhenvisningerne i rækkefølge (som ovenfor), men anbringes i selve tekstlinien, gerne i kantede parenteser:

"...Stereospecificity was not an important element of the early steroid syntheses by Fieser [16-20] and Woodward [21,22], but today it has become a key issue in natural product synthesis [23-27]. The squalene oxide cyclization [28] was..."
Benyttes dette format anbringes henvisningerne foran eventuelle skilletegn, og et eventuelt linieskift mellem henvisningen og det ord/navn den knytter sig til er mindre alvorligt.

En række tidsskrifter (især indenfor nabodiscipliner) og monografier betjener sig af litteraturhenvisninger ved obligatorisk angivelse af forfatternavn:

"...Certain terpene reactions have long been known to be accompanied by skeletal rearrangement (Wagner, 1899a; Meerwein, 1914). The implication of intermediate carbonium ions (Meerwein and van Emster, 1920, 1922) did not..."
I den tilhørende litteraturliste optræder indgangene alfabetiserede efter forfatter, og blandt flere arbejder af samme forfatter sondres ved udgivelsesår, eventuelt med tilføjet bogstav. Fremgangsmåden kan være hensigtsmæssig på felter hvor skriftlige fremstillinger sædvanligvis kun indeholder et mindre antal litteraturreferencer, men indenfor kemi refereres traditionelt meget tæt (dvs mange henvisninger til tidligere arbejder), og her kan dette format antage rent ud groteske former (fx med henvisninger der strækker sig over mange linier i teksten). Det bør ikke anvendes.

Litteraturlisten

Der er en række forskellige formater for litteraturreferencer; med få respektable undtagelser benytter ikke to tidsskrifter samme format. Enkelte gange ser man i monografier (men ikke i tidsskrifter) at de refererede artiklers titler indarbejdes i litteraturlisten (dette kan ofte være en god ide i rapporter og lignende). Henvisninger til tidsskriftartikler skal altid indeholde samtlige forfatternavne (med forbogstaver), tidsskriftnavn (standardforkortelser benyttes), bindnummer, sidetal (første side i artiklen) og publikationsår. For bøger angives forfatter, bogens navn, navnet på en eventuel redaktør, forlag, udgivelsesby og udgivelsesår; ved uspecifikke henvisninger til fx lærebøger kan sidetal udelades, men gælder henvisningen en konkret oplysning eller beskrivelse skal sidetallet med. Det der kommer nærmest en fællesnævner for præsentationen af disse oplysninger skrives som de følgende eksempler viser:

Tidsskriftartikler:

F.C. Whitmore and C.D. Wilson, J. Am. Chem. Soc., 56, 1397 (1934)

E.D. Hughes and C.K. Ingold, J. Chem. Soc., 1571 (1933)

(ved henvisninger til tidsskrifter der ikke har bindnummer kan årstallet gives bindnummerets plads: E.D. Hughes and C.K. Ingold, J. Chem. Soc., 1935, 244).

Bøger og monografier:

H. Budzikiewicz, C. Djerassi, and D.H. Williams, Mass Spectrometry of Organic Compounds, Holden-Day, San Francisco, 1967

K.R. Jennings, in Gas Phase Ion Chemistry, vol 2, ed. M.T. Bowers, Academic Press, New York, 1979, p 124

Formatvariationer. I nogle tidsskrifter anbringes forfatternes forbogstaver efter efternavnet; årstallet anbringes somme tider i parentes mellem bindnummer og sidetal, somme tider foran bindnummeret, somme tider sættes det med fed skrift; ind imellem udelades de adskillende kommaer; somme tider er bindnummeret kursiveret; somme tider anføres både artiklens første og sidste sidetal; osv osv.

Carlson, R. and Nilsson, Å. Acta Chem. Scand. B 38 (1984) 49

F. Williams and X.-Z. Qin, Radiat. Phys. Chem., 1988, 32, 299

I enkeltstående arbejder (fx en rapport) kan man næsten altid indrette sig som man finder hensigtsmæssigt, så længe formatet er internt konsistent; det er tilrådeligt at vælge et enkelt, almindeligt format (fx med et bestemt tidsskrift som forbillede) og så holde sig til det. Her må man dog være opmærksom på at tidsskrifternes retningslinier undertiden ændres. Eksempelvis forlod det amerikanske kemiske selskabs tidsskrifter for nogle år siden et format der lå meget tæt på den ovenfor angivne fællesnævner, og gik over til et noget aparte format med mange semikoloner som ingen andre hidtil havde brugt (og som ingen andre vist siden er gået over til).

Burkey, T.J.; Majewski, M.; Griller, D. J. Am. Chem. Soc. 1986, 108, 2218-2221.

Grunden til ændringen var efter sigende et ønske om at nærme sig praksis indenfor andre fag. Om det så er bedre end at ligge nærmere praksis indenfor kemi er vel en smagssag.

Tabeller og appendices

Note- og litteraturhenvisninger i tabeller behandles adskilt fra tekstens henvisninger. De angives under et ved bogstaver som toptegn, og anføres umiddelbart efter (under) tabellen. Man benytter ikke henvisninger fra tabeller (eller disses noter) til tekstens egentlige litteraturliste.

Særskilte appendices eller bilag har ikke noter og henvisninger tilfælles med hovedteksten. Henvisningerne peger på en selvstændig litteraturliste, de er gerne nummereret fortløbende og kan have appendix-betegnelsen foranstillet (fx A5).

Forkortelser

Konsulter Chemical Abstracts dersom det er uklart hvordan et konkret tidsskriftnavn forkortes. De forkortelser som Beilstein benytter er ofte for kryptiske og bør ikke anvendes.

Ind imellem træffer man i ældre litteratur tilsyneladende på henvisninger til tidsskriftet ibid. Dette er en fælde! Ibid. er en latinsk forkortelse der betyder sammesteds, hvilket i denne sammenhæng betyder, at det tidsskrift der henvises til er det samme som i den umiddelbart foranstående litteraturhenvisning. Sjældnere antræffes idem, der betyder de samme (forfattere).

En henvisning til Prelog et al. er til et arbejde af Prelog og flere end to andre forfattere (et al. betyder med flere). Denne form kan benyttes ved henvisninger i teksten, men ikke i litteraturlisten. Henvisninger til et enkelt navn peger ikke sjældent på arbejder med flere forfattere; den navngivne person er enten artiklens førsteforfatter eller dens seniorforfatter.

Fodnoter

Fodnoter bør som oftest undgås. Grunden er den enkle, at de bryder den flydende læsning. Hvis de alligevel skønnes absolut nødvendige anbringes de bedst sammen med litteraturreferencerne efter selve teksten (dette gennemtvinges faktisk af de fleste tidsskrifter, uanset hvordan forfatteren har udformet manuskriptet), og henvisningerne til dem udformes da som de øvrige henvisninger til litteraturlisten.


8/94 steen@kiku.dk